Michael Nørtoft

Assistent: Rasmus Haffgaard

 

Alder: 28 år
Nuværende arbejdsplads: Geranium
Tidligere arbejdspladser: Formel b, Ti Trin Ned, Lieffroy, Tree Top og Hotel Svanen
Udlært i årstal: 2016
Udlært fra: Hotel Svanen

Hvorfor har du tilmeldt dig Årets Kok?
Først og fremmest er jeg der for at vinde! Men helt generelt synes jeg, at Årets Kok er en givende mulighed for at prøve kræfter mod nogle andre dygtige kollegaer, som alle brænder for faget.

Hvad betyder det for dig, at der afholdes konkurrencer som Årets Kok?
For mig er det essentielt, at der er konkurrencer, som sætter fokus på det fag jeg brænder så meget for. Det er samtidig en mulighed for at få tilføjet et konkurrenceelement til min hverdag, som motiverer mig utrolig meget, da det er med til at skabe nogle andre mål og drømme for fremtiden.

Hvor henter du din inspiration / hvem fra branchen er dit forbillede?
Jeg finder min inspiration i verden omkring mig, både i naturen samt i de mennesker, som er omkring mig. Samtidig synes jeg, at vi i Norden er fyldt med vanvittigt dygtige folk, som er med til at sørge for, at branchen hele tiden udvikler sig, og det finder jeg ligeledes stor inspiration i.

Hvad er dine forventninger til finalen?
Jeg forventer en tæt konkurrence, som det har været de sidste par gange, hvor man skal komme med sit bedste for at vinde - så det har jeg tænkt mig at gøre.

Hvorfor valgte du en karriere som kok?
For at være helt ærlig, så startede jeg som kok, fordi jeg var blevet lidt skoletræt og tænkte, at det at kunne lave mad ville være gavnligt i fremtiden. Men efter det første halve år fandt jeg ud af, hvor spændende et fag det er, og lige siden har jeg brændt for det.

Nævn de tre bedste ting ved dit job
1) Det sammenhold og den dynamik, der er i et køkken og en restaurant, er noget helt specielt, og det er klart én af de bedste ting.
2) Den kreative og personlige udvikling, som man får rig mulighed for gennem faget.
3) Det at skabe unikke oplevelser for gæsterne og være en del af deres aften.