”I dette erhverv udvikler man sig hver dag”

Marc Thejl Hansen er tjener på Restaurant Ti Trin ned. Han har desuden været tjener på Hotel Britannia og Restaurant Høfde 4, og dermed har han som blot 25-årig stor erfaring.

Som tjener elsker Marc at udforske nye steder, hvor han kan søge inspiration. Her lægger han mærke til mad og smage, men han lægger i den grad også mærke til stemning og værtskab.

”Min bedste restaurantoplevelse har uden tvivl været på Restaurant Schanz i Piesport. Det var både outstanding mad og service i verdensklasse.”

Men som mange andre kolleger i branchen har han også én særlig restaurant på ønskelisten, som han håber at besøge snart.

”Jeg vil virkelig gerne besøge Restaurant Frantzén i Stockholm. Folk har store forventninger, men rygtet går, at de altid bliver indfriet.”

Bliver en eminent menneskekender
Generelt er Marc vild med mennesker, der har store armbevægelser og er meget ambitiøse. Præcis som holet bag Frantzen. Derfor er hans bedste råd til nye talenter at suge til sig og være villig til altid at lære nyt.

For som tjener lærer du ikke blot om service. Du lærer om livet og bliver en dygtig menneskekender, mener han.

”At arbejde i restaurationsbranchen er noget af det sjoveste, fordi man udvikler sig hver dag. Man lærer nyt om mad, vin og spiritus. Men man lærer også meget om at være sammen med mennesker og målrette oplevelsen til den enkelte.”

Se vinmenu (pdf)

Marc Thejl Hansen betjener i finalen bord nr. 7. Læs om kokken, Mikkel Højborg Olsen, og hans menu på siden her.