Cecilie er forelsket i fransk kogekunst og hårdt arbejde
Cecilie Bunk er en af årets deltagere i Årets Kok. Hun er 29 år, ansat på Restaurant Uformel, og så er hun dybt forelsket i fransk kogekunst.
Det var på en restaurant i det indre København, at Cecilie havde sin allerbedste oplevelse som gæst. Og det siger ikke så lidt, for hun mener lige som alle andre, at niveauet i den danske hovedstad, er enormt højt.
”Min bedste restaurantoplevelse har været på À Terre. Jeg har en stor kærlighed for det franske køkken, og køkkenchefen, Yves, har en fantastisk måde at tage de dybe franske smage, og gøre dem elegante med et tvist,” siger Cecilie og afslører, at drømmen er at spise hos Le Louis XV ved Alain Ducasse i Monaco.
Topkok lærte hende om livet
Cecilie lader sig gerne inspirere, når hun går på restaurant. Men den sande inspiration kommer til hende, når hun selv står i køkkenet ved gryderne. Hun har tidligere arbejdet på Ruths Hotel, og det prægede hende meget både som kok og som person. Således er Michel Michaud også en af hendes helt store rollemodeller i branchen.
”Jeg ser uden tvivl op til Michel Michaud. Han har været der hele vejen gennem min tid på Ruths, og han er aldrig bange for at sige sin mening omkring ens arbejde.”
Michel lærte hende dog om mere end de tekniske aspekter af at være kok. Han lærte hende om livet.
”For mig er han et sandt bevis på, at hårdt arbejde betaler sig.”
Det er også hendes råd til branchens nye og unge talenter. At man skal være klar på at smøge ærmerne op og investere timer i køkkenet.
”Man skal både lægge timerne, og så skal man huske masser af gå-på-mod.”
Cille Bunk Pedersen vil i finalen være at finde i køkken nr. 8. Læs om tjeneren Henrik Lindegaard, der vil servere for hende, og se hans vinmenu på siden her.
